Jeg har valgt at lægge nedenstående anmeldelse ud her fordi jeg tror andre løbere kan have glæde af den. Jeg har opdateret med mine seneste erfaringer siden første gang jeg udgav den på: www.dourun.dk
Nu har jeg løbet med min Nike Philips PSA260 MP3 afspiller++ i snart 12 måneder så nu synes jeg, at jeg vil dele oplevelserne med jer - altså en lille ganske uformel og stærkt subjektiv anmeldelse.
PSA260 er en kombineret MP3 afspiller (256Mb), FM radio, stopur og hastigheds/distance måler. Især sidstnævnte er interessant for løbere. hastigheds/distance måleren er baseret på Dynastream teknologi på samme vis som Polar 625x og Suunto's løbeure - altså måling via en "footpod" man sætter på den ene fod.
Transmissionen mod afspilleren/computeren er via Bluetooth og altså kodet (imodsætning til Polar 625x såvidt jeg har forstået)! MP3 afspilleren fungerer fornuftigt selvom softwaren på PC'eren er skandaløst dårlig! 256Mb RAM er rimeligt og kan ikke udvides. FM radioen fungerer også fornuftigt.
Løbecomputeren krævede en hel del kalibrering inden den kom til at måle præcist - den var ihvertfald helt i skoven første gang jeg brugte den uden kalibrering. Tilgengæld var kalibrering og justering rimeligt simpelt at få til at virke og den har målt rigtigt indenfor ca. 0,5% lige siden.
Alt i alt en rimeligt sexet pakke ... men men men ...
Det tog mig 2 måneder at få den repareret i første runde fordi den ikke virkede første gang jeg pakkede den ud (det var en julegave) - dog vil jeg gerne have lov at sige at Repax DK var meget imødekommende og hjælpsomme - det var Philips der var problemet tilsyneladende.
Jeg har også opdaget at man ikke kan bruge løbecomputer og FM radio samtidigt ... klart en stor fejl, fordi det betyder at man slet ikke bruger radioen! MP3 afspilleren "hopper" også mens man løber, tilsyneladende hver gang "footpod'en" sender opdatering til løbecomputeren ... heller ikke rigtigt overbevisende. Det er svært at skrue højt op for lyden så høresikkerheden er høj.
Komforten er tilgengæld i top. Selve footpod'en mærker man absolut intet til undervejs (heller ikke efter 30km++) og computeren/afspilleren sidder i et godt armbind på overarmen mens man løber. Maskinen kan sættes på til at fortælle dig (med en syntetisk og rar kvindestemme på engelsk) hvor langt du har løbet, hvor lang tid du har løbet og hvad din hastighed er for hver km, for hver x minutter eller når man trykker på en knap. Jeg har sat den op til at fortælle mig de glade nyheder for hver kilometer og det fungerer meget fint. Det er faktisk den eneste funktion jeg er endt med at bruge - men til gengæld med stor fornøjelse.
Alt i alt er der tale om et sjovt stykke legetøj med visse skønhedsfejl og altså ikke et "professionelt" stykke udstyr (som f.eks. mit Polar 610i som er anderledes gennemført lavet) - det er skønhedsfejl der er til at leve med hvis ikke prisen havde været tårnhøj: ~2700 DKK.
Min konklusion må desværre derfor være at det er et godt initiativ men, at den fornuftige forbruger (der ikke er extrem gadget freak som jeg selv) venter til næste udgave kommer på gaden.
Jeg har så ikke set en opdateret udgave fra Nike-Phillips, men til gengæld konstateret at den er svær at finde i handelen - sikkert på grund af nogen af svaghederne nævnt ovenfor. Jeg glæder mig nu stadig til yderligere udvikling på området - for det *er* ret fedt at få at vide præcist hvor langt og hvor hurtigt man løber, også uden at skulle se på sit armbåndsudstyr.
mandag, april 24, 2006
mandag, april 17, 2006
Mois, un Maratonien
Paris d. 9. april 2006
Klokken er 5:30 da vækkeuret ringer første gang – jeg sniger mig ud af sengen på hotelværelset for ikke at vække resten af familien. Først aflevere en del af al det vand jeg har indtaget i går – ca. 3 liter (altså i alt i går – ikke på toilettet her til morgen :-) og dernæst ind og spise en smule morgenmad efter forskrifterne. En dobbeltsandwich på grovbrød med en god skinke. Et æble i skiver, en tår frisk appelsinjuice og lidt vand.
Ned under dynen igen i en times tid efter måltidet.
Klokken er 7:15 anden gang vækkeuret ringer, nu er det op og i et kort bad inden påklædningsritualet påbegyndes. Alt skal være helt perfekt og efter planen: undertøj, sokker, bukser – det bliver de lange, på fjernsyn har de lovet mellem 10 & 12 grader celcius og overskyet – en langærmet trøje inderst og uden på, ”klubtrøjen” fra Team Furesø som vi har besluttet os at løbe i. En let løbejakke som kan bindes om livet undervejs og så selvfølgelig det vigtigste – de gamle slidte løbesko, i mit tilfælde New Balance 1221. Godt slidte efter vinterens helt urimeligt hårde træning under helt umulige odds med sne, frost, vind og mørke … aldrig mere!
En lille tår vand og en tur på toilettet – den store tur – inden afgang til receptionen hvor vi mødes. Vi er to der er tilbage efter løbet blev planlagt i efteråret. Det har været en hård vinter med meget hård træning, desværre især på asfalt. Det har givet mig seneskedehindebetændelse i højre fod for ca. 6 uger siden. Det satte lige mit program (et 3 dage om ugen FIRST program – kan anbefales!) tilbage med 3 uger – men jeg har besluttet at starte alligevel i tillid til at pausen og den forsigtige træning til slut har ordnet problemet. Ellers må jeg jo stå af – hellere det end risikere et træthedsbrud i fod eller skinneben … vi får se. Vores anden kammerat har fået hælspore og er stået helt af, kun 3-5 km’s løbetræning er trods alt ikke helt nok når man kan se frem til mere end 42 km på asfalt! desværre. Min ”medløber” har til gengæld fulgt et intensivt flere dage om ugen program, men ingen ture over ca. 25 km – resulteret i ingen skader og en rigtig god form – hun bliver svær at følge som vi også skal se senere.
Vi mødes i receptionen kl. 7:45 – der bor flere marathonien’s på vores hotel lige ved Gare St. Lazare – vi hilser alle som en del af klubben. Stemningen er opløftet og kæk, men også koncentreret og en smule anspændt.
Vi går de ca. 1.5 – 2 km op til starten på Champs Elysee helt oppe ved Triumfbuen – et fantastisk syn! 35.000 løbere samlet midt på gaden ned mod Place de la Concorde i spændt forventning om det store løb. Solen står langsomt op bag husene på nordsiden af Champs Elysee og lige inden kl. 8:45 ligger Champs Elysee badet i morgensollys – de må have lagt tidspunktet efter solens fremkomst – helt perfekt. Kl. 8:40 går starten til kørestolsrace – hører vi. Vi står langt tilbage i lilla gruppe med en mål-tid på ca. 3:45. For os er det ambitiøst og vi er da også enige om at gennemførsel er et fantastisk resultat i sig selv (som for alle marathoniens) samt at alt under 4:00 er en stor succes – vi får se!
Kl. 8:45 går starten – det 30. Paris Marathon er i gang. Det tager os næsten 15 min at gå frem til startstregen inden Champion chippen bipper og vi starter vores ure. Vi (dvs. jeg – det er mig der er gadgetfreaken) har efterladt det mere avancerede udstyr til pulsmåling og afstand/hastighed derhjemme – det betyder alligevel ikke ret meget på selve dagen. Kun har min medløber sin uundværlige MP3 spiller med sig. Jeg kan ikke løbe med musik – det ødelægger fuldstændigt min rytme. Efter startstregen begynder løbet så småt at komme i gang ned af Champs Elysee. På vanlig fransk maner (hov, en fordom) har folk efterladt et utroligt svineri af tomme og halvtomme flasker (nej, det er ikke vand der i dem alle sammen!), tøj, plastik overtræk osv.
Efter den første kilometer når vi Place de la Concorde med den store obelisk og det flotte springvand. Rytmen begynder så småt at indfinde sig – men den nagende usikkerhed og de konstant tilbagevendende spørgsmål ligger latent i baghovedet hele tiden: går det nu? Gør min fod ikke ondt? Vi har kun lige rundet 10% af løbet – er jeg ikke allerede ved at være træt?
Det er svært at holde rytmen og især farten, der er simpelthen for mange løbere. Der skubbes en smule. Ved 5 km er vi nået forbi Louvre, godt ned af rue de Rivoli og forbi Ile de la Cité. Første forplejning nås ved ca. 6 km på Bastille pladsen ved den store nye Opera – fantastisk syn - med bananer, appelsiner (det kan anbefales) og tørret frugt. Det mest geniale ved netop Paris maraton (såvidt jeg kan forstå på mere erfarne maratoniens) er, at man får vand i små flasker man kan tage med sig! Vi følges stadig ad og har fundet en rimelig men ikke specielt hurtig rytme – hellere spare lidt her i starten. Et forsigtigt løb.
Vi fortsætter ud af boulevarden fra Bastillepladsen med retning mod Place de la Nation med den store søjle i midten – over pladsen og fortsætte mod Vincennes over Periferiquen (der er den store ringmotorvej rundt om hele Paris). Det er for mig første del mål – vi er nu på ydersiden af Paris mod Øst, vel vidende at vi skal rundt i Vincennes og derefter tilbage gennem Paris og helt over mod Vest hvor vi ligeledes skal ud over Periferiquen og ud i Bois de Bologne. Det virker som meget langt væk på nuværende tidspunkt. Herude møder vi første gang Nyborg GIF i lyse blå trøjer og fin stil – godt kæmpet.
Heldigvis nås næste delmål, 10km med tilhørende forplejning, umiddelbart efter. Så er den første fjerdedel af løbet ved at være i hus. Stilen og rytmen er stadig god – men usikkerheden nager stadig. Dog ingen problemer af fysisk art udover en smule begyndende træthed. Det skal bare ignoreres!
Herefter drejer ruten ind i Bois de Vincennes op imod Zoologisk have. Gennem skoven og op til Vincennes slottet som er et flot dramatisk syn i morgensolen. Vejret begynder at trække lidt til med overskyet – men temperaturen holdes på de 10-12 grader som ”aftalt”, alt i alt noget nær perfekt løbevejr.
Nu går turen gennem skoven – der er rigtig mange der benytter lejligheden til at lette ben i skoven (alt for meget vand om morgenen). Vi har dog fået dimensioneret vores væskeindtag så det ikke er nødvendigt. Vi hænger på og nyder at rytmen fungerer godt. Indtil videre følges vi ad. Jeg forsøger at holde mig på grus stierne så meget som muligt for at skåne seneskeden i foden.
Midt inde i skoven (det lyder mere naturagtigt end det er) nås 15 km med tilhørende forplejning – fungerer stadigt fint. Ruten fortsætter ud af skoven indtil 20 km nås – det går stadig fint! Umiddelbart efter nås den halve Marathon! Et meget vigtigt delmål – vi er halvvejs, fantastisk! Visse af vore medløbere begynder at få problemer. Jeg kan også tydeligt mærke trætheden der begynder at melde sig – dog stadig ingen problemer med fysikken derudover. Min seneskedehindebetændelse holder sig væk … endnu! Nu kommer usikkerheden med fuld styrke: for pokker vi er kun halvvejs, det her går sgu’ da slet ikke. Viljestyrken tager over: om jeg så skal gå så *skal* det her lykkedes – når nu de fysiske skavanker holder sig væk over mere end 21 km så kan det jo godt lade sig gøre.
Vi løber tilbage gennem bydelen Vincennes (skoven forlades ved ca. 21 km) op imod Bastille pladsen igen. Kvarteret er lidt kedeligt, men franskmændenes opbakning (tilskuerne) er upåklagelig. Det minder lidt om TV scenerne fra Tour de France hvor tilskuerne står helt ud til løberne og råber og klapper. Undervejs løber vi blandt andet forbi et fantastisk rock band (ét af rigtigt mange bands undervejs) der dunker en tung rytme ud der rent faktisk giver ny energi.
Tilbage på Bastillepladsen, drejer om hjørnet, ned mod Seinen hvor den næste forplejning findes. Mere vand (på flaske), mere banan (det skal jeg ikke have forløbigt efter det her løb, men det fungerer rigtig godt undervejs), mere appelsin (det vil jeg gerne have igen) og tørret frugt.
Så drejer vi ned af en ganske kort rampe ned til vejen der løber langs Seinen – fedt! Lige inden kan man se Ile de la Cite med Notre Dame og indtil flere af de berømte bygninger på sydsiden af Seinen helt over til Eiffeltårnet. Der skal vi over. Hvad angår seværdigheder er det her løb i særklasse.
25 km nås lige ud for Ile Saint-Louis. Nu begynder det at ligne noget. Trætheden og de stive ben kommer snigende, men vi er også klart over halvvejs. Endelig begynder jeg så småt at turde tro på at gennemføre – en fantastisk fornemmelse der øjeblikkeligt udmønter sig i ny energi.
Turene under vejene, gennem tunneler, er en speciel oplevelse i vores del af løbet fordi der er én der synger for og så svarer vi alle med et brøl – det lyder helt fantastisk med ekkoet. Især én lang tunnel forbi Louvre er en nærmest surrealistisk oplevelse at løbe igennem. På resten af ruten er tilskuerne meget tæt på os og rigtigt gode til at opildne deltagerne. Udsigten over Seinen er flot – men der er faktisk ikke rigtig plads til alle de løbere på det her stykke, der er for smalt. Så desværre er der en del skubben og især krydsen frem og tilbage. Det forstyrrer rytmen og nedsætter farten en smule (der fik jeg *den* undskyldning ;-).
Nedtællingen er nu i gang: 26, 27, 28, 29 og endeligt 30 km. Endnu et meget vigtigt delmål. Man plejer at sige, at kan man holde til 30 km, kan man også holde hjem – jeg tror det er rigtigt. Personligt er det dog 32 km der er den vigtige grænse for mig fordi der så er mindre end 10km til mål. Og 10km er jo ingenting når man træner … vel ? Ved 27 km ser jeg min familie stå og vinke – lige ved Tuilerierne – jeg skal hilse og sige at det også er noget der virkeligt giver et spark. At blive mødt med kendte ansigter – når ens 4 årige søn (der dog ikke nåede at se sin far passere) og kæreste står og vinker og filmer. Opbakning fra ens nærmeste betyder ganske enkelt alt og her kan det mærkes fysisk! Iøvrigt kan et sådant løb slet ikke lade sig gøre uden opbakning fra familien undervejs i løbet af træningen.
30 km nås lige inden Eiffeltårnet passeres. Det står godt nok på den anden side af Seinen, men er rigeligt stort til at man har kunnet se det de sidste 5 km. Det sidste stykke langs Seinen er ikke så spændende – bortset fra, at de føromtalte 32 km nås undervejs. Vi ser Nyborg GIF igen og en herre med et meget flot Dannebrog på ryggen – rart at se at der er flere danskere der holder fanen højt. *Nu* holder den sgu’ hjem … tror jeg. Det er hårdt – benene er ved at være godt stive og vejrtrækningen bliver efterhånden noget det kan betale sig at tænke over – men stadig ingen alvorlige skvanker. Nu kan det lade sig gøre på viljestyrken. Mærker intet til ”muren” selvom det er omkring her kroppen begynder at skifte fra sukker til fedtforbrænding.
Ny energi gør det faktisk muligt at øge hastigheden – jeg tror de 4:00 er i sigte! Medløberne begynder at falde fra. Det skal lige siges at min fabelagtige medløber løb fra mig allerede ved 26km, men det gjorde nu ikke så meget, så kan jeg bedre koncentrere mig om mit eget løb.
Vi er nu inde i Bois de Bologne og Periferiquen på vestsiden er passeret – fantastisk! Vi har nu løbet på tværs af Paris … 2 gange!
Skoven herude er heller ikke så spændende, men det er også lige meget. Nu er hastigheden øget, svagt, men dog øget og målet er i sigte. Efter lidt fjollen rundt i skoven krydses 40km skiltet – mere forplejning, men hvem har tid til det på det her tidspunkt med sub 4:00 i sigte! Den holder hjem!
En sidste ”spurt” rundt i svinget ved den store rundkørsel og op ad Avenue Foch bringer os, mig, i mål i en rus af adrenalin eller hvad det nu er. Det prikker i hele kroppen og føles helt perfekt – fantastisk oplevelse! Tiden blev 3:57:06 – lige i øjet på trods af problemer undervejs i træningen. En perfekt afslutning på et meget flot løb der viste sig at have været væsentligt bedre planlagt end det så ud til på overfladen. Jeg møder min medløber igen i det fuldstændigt kaotiske målområde – hun gennemførte på 3:54 – et fantastisk flot resultat! Endnu en bekræftelse af, at planlægningen og træningen har fungeret rigtig godt.
Nu skal vi hjem og have et varmt bad og så i byen til først en stor fadøl og i aften på en rigtig god restaurant og have champagne og Østers! Det er i hvert fald fortjent.
Vi har fået en stor medalje som skal indgraveres med navn og tid til evigt minde om den gang far, farfar osv. løb et fantastisk løb i Paris – bare vent I skal nok blive trætte af at høre historien – for jeg gør ikke :-) Flot arrangement, flot vejr, fantastisk opbakning fra tilskuerne og tak til alle medløberne, især dem fra Danmark. Nu må vi alle kalde os for "Maratoniens"
Klokken er 5:30 da vækkeuret ringer første gang – jeg sniger mig ud af sengen på hotelværelset for ikke at vække resten af familien. Først aflevere en del af al det vand jeg har indtaget i går – ca. 3 liter (altså i alt i går – ikke på toilettet her til morgen :-) og dernæst ind og spise en smule morgenmad efter forskrifterne. En dobbeltsandwich på grovbrød med en god skinke. Et æble i skiver, en tår frisk appelsinjuice og lidt vand.
Ned under dynen igen i en times tid efter måltidet.
Klokken er 7:15 anden gang vækkeuret ringer, nu er det op og i et kort bad inden påklædningsritualet påbegyndes. Alt skal være helt perfekt og efter planen: undertøj, sokker, bukser – det bliver de lange, på fjernsyn har de lovet mellem 10 & 12 grader celcius og overskyet – en langærmet trøje inderst og uden på, ”klubtrøjen” fra Team Furesø som vi har besluttet os at løbe i. En let løbejakke som kan bindes om livet undervejs og så selvfølgelig det vigtigste – de gamle slidte løbesko, i mit tilfælde New Balance 1221. Godt slidte efter vinterens helt urimeligt hårde træning under helt umulige odds med sne, frost, vind og mørke … aldrig mere!
En lille tår vand og en tur på toilettet – den store tur – inden afgang til receptionen hvor vi mødes. Vi er to der er tilbage efter løbet blev planlagt i efteråret. Det har været en hård vinter med meget hård træning, desværre især på asfalt. Det har givet mig seneskedehindebetændelse i højre fod for ca. 6 uger siden. Det satte lige mit program (et 3 dage om ugen FIRST program – kan anbefales!) tilbage med 3 uger – men jeg har besluttet at starte alligevel i tillid til at pausen og den forsigtige træning til slut har ordnet problemet. Ellers må jeg jo stå af – hellere det end risikere et træthedsbrud i fod eller skinneben … vi får se. Vores anden kammerat har fået hælspore og er stået helt af, kun 3-5 km’s løbetræning er trods alt ikke helt nok når man kan se frem til mere end 42 km på asfalt! desværre. Min ”medløber” har til gengæld fulgt et intensivt flere dage om ugen program, men ingen ture over ca. 25 km – resulteret i ingen skader og en rigtig god form – hun bliver svær at følge som vi også skal se senere.
Vi mødes i receptionen kl. 7:45 – der bor flere marathonien’s på vores hotel lige ved Gare St. Lazare – vi hilser alle som en del af klubben. Stemningen er opløftet og kæk, men også koncentreret og en smule anspændt.
Vi går de ca. 1.5 – 2 km op til starten på Champs Elysee helt oppe ved Triumfbuen – et fantastisk syn! 35.000 løbere samlet midt på gaden ned mod Place de la Concorde i spændt forventning om det store løb. Solen står langsomt op bag husene på nordsiden af Champs Elysee og lige inden kl. 8:45 ligger Champs Elysee badet i morgensollys – de må have lagt tidspunktet efter solens fremkomst – helt perfekt. Kl. 8:40 går starten til kørestolsrace – hører vi. Vi står langt tilbage i lilla gruppe med en mål-tid på ca. 3:45. For os er det ambitiøst og vi er da også enige om at gennemførsel er et fantastisk resultat i sig selv (som for alle marathoniens) samt at alt under 4:00 er en stor succes – vi får se!
Kl. 8:45 går starten – det 30. Paris Marathon er i gang. Det tager os næsten 15 min at gå frem til startstregen inden Champion chippen bipper og vi starter vores ure. Vi (dvs. jeg – det er mig der er gadgetfreaken) har efterladt det mere avancerede udstyr til pulsmåling og afstand/hastighed derhjemme – det betyder alligevel ikke ret meget på selve dagen. Kun har min medløber sin uundværlige MP3 spiller med sig. Jeg kan ikke løbe med musik – det ødelægger fuldstændigt min rytme. Efter startstregen begynder løbet så småt at komme i gang ned af Champs Elysee. På vanlig fransk maner (hov, en fordom) har folk efterladt et utroligt svineri af tomme og halvtomme flasker (nej, det er ikke vand der i dem alle sammen!), tøj, plastik overtræk osv.
Efter den første kilometer når vi Place de la Concorde med den store obelisk og det flotte springvand. Rytmen begynder så småt at indfinde sig – men den nagende usikkerhed og de konstant tilbagevendende spørgsmål ligger latent i baghovedet hele tiden: går det nu? Gør min fod ikke ondt? Vi har kun lige rundet 10% af løbet – er jeg ikke allerede ved at være træt?
Det er svært at holde rytmen og især farten, der er simpelthen for mange løbere. Der skubbes en smule. Ved 5 km er vi nået forbi Louvre, godt ned af rue de Rivoli og forbi Ile de la Cité. Første forplejning nås ved ca. 6 km på Bastille pladsen ved den store nye Opera – fantastisk syn - med bananer, appelsiner (det kan anbefales) og tørret frugt. Det mest geniale ved netop Paris maraton (såvidt jeg kan forstå på mere erfarne maratoniens) er, at man får vand i små flasker man kan tage med sig! Vi følges stadig ad og har fundet en rimelig men ikke specielt hurtig rytme – hellere spare lidt her i starten. Et forsigtigt løb.
Vi fortsætter ud af boulevarden fra Bastillepladsen med retning mod Place de la Nation med den store søjle i midten – over pladsen og fortsætte mod Vincennes over Periferiquen (der er den store ringmotorvej rundt om hele Paris). Det er for mig første del mål – vi er nu på ydersiden af Paris mod Øst, vel vidende at vi skal rundt i Vincennes og derefter tilbage gennem Paris og helt over mod Vest hvor vi ligeledes skal ud over Periferiquen og ud i Bois de Bologne. Det virker som meget langt væk på nuværende tidspunkt. Herude møder vi første gang Nyborg GIF i lyse blå trøjer og fin stil – godt kæmpet.
Heldigvis nås næste delmål, 10km med tilhørende forplejning, umiddelbart efter. Så er den første fjerdedel af løbet ved at være i hus. Stilen og rytmen er stadig god – men usikkerheden nager stadig. Dog ingen problemer af fysisk art udover en smule begyndende træthed. Det skal bare ignoreres!
Herefter drejer ruten ind i Bois de Vincennes op imod Zoologisk have. Gennem skoven og op til Vincennes slottet som er et flot dramatisk syn i morgensolen. Vejret begynder at trække lidt til med overskyet – men temperaturen holdes på de 10-12 grader som ”aftalt”, alt i alt noget nær perfekt løbevejr.
Nu går turen gennem skoven – der er rigtig mange der benytter lejligheden til at lette ben i skoven (alt for meget vand om morgenen). Vi har dog fået dimensioneret vores væskeindtag så det ikke er nødvendigt. Vi hænger på og nyder at rytmen fungerer godt. Indtil videre følges vi ad. Jeg forsøger at holde mig på grus stierne så meget som muligt for at skåne seneskeden i foden.
Midt inde i skoven (det lyder mere naturagtigt end det er) nås 15 km med tilhørende forplejning – fungerer stadigt fint. Ruten fortsætter ud af skoven indtil 20 km nås – det går stadig fint! Umiddelbart efter nås den halve Marathon! Et meget vigtigt delmål – vi er halvvejs, fantastisk! Visse af vore medløbere begynder at få problemer. Jeg kan også tydeligt mærke trætheden der begynder at melde sig – dog stadig ingen problemer med fysikken derudover. Min seneskedehindebetændelse holder sig væk … endnu! Nu kommer usikkerheden med fuld styrke: for pokker vi er kun halvvejs, det her går sgu’ da slet ikke. Viljestyrken tager over: om jeg så skal gå så *skal* det her lykkedes – når nu de fysiske skavanker holder sig væk over mere end 21 km så kan det jo godt lade sig gøre.
Vi løber tilbage gennem bydelen Vincennes (skoven forlades ved ca. 21 km) op imod Bastille pladsen igen. Kvarteret er lidt kedeligt, men franskmændenes opbakning (tilskuerne) er upåklagelig. Det minder lidt om TV scenerne fra Tour de France hvor tilskuerne står helt ud til løberne og råber og klapper. Undervejs løber vi blandt andet forbi et fantastisk rock band (ét af rigtigt mange bands undervejs) der dunker en tung rytme ud der rent faktisk giver ny energi.
Tilbage på Bastillepladsen, drejer om hjørnet, ned mod Seinen hvor den næste forplejning findes. Mere vand (på flaske), mere banan (det skal jeg ikke have forløbigt efter det her løb, men det fungerer rigtig godt undervejs), mere appelsin (det vil jeg gerne have igen) og tørret frugt.
Så drejer vi ned af en ganske kort rampe ned til vejen der løber langs Seinen – fedt! Lige inden kan man se Ile de la Cite med Notre Dame og indtil flere af de berømte bygninger på sydsiden af Seinen helt over til Eiffeltårnet. Der skal vi over. Hvad angår seværdigheder er det her løb i særklasse.
25 km nås lige ud for Ile Saint-Louis. Nu begynder det at ligne noget. Trætheden og de stive ben kommer snigende, men vi er også klart over halvvejs. Endelig begynder jeg så småt at turde tro på at gennemføre – en fantastisk fornemmelse der øjeblikkeligt udmønter sig i ny energi.
Turene under vejene, gennem tunneler, er en speciel oplevelse i vores del af løbet fordi der er én der synger for og så svarer vi alle med et brøl – det lyder helt fantastisk med ekkoet. Især én lang tunnel forbi Louvre er en nærmest surrealistisk oplevelse at løbe igennem. På resten af ruten er tilskuerne meget tæt på os og rigtigt gode til at opildne deltagerne. Udsigten over Seinen er flot – men der er faktisk ikke rigtig plads til alle de løbere på det her stykke, der er for smalt. Så desværre er der en del skubben og især krydsen frem og tilbage. Det forstyrrer rytmen og nedsætter farten en smule (der fik jeg *den* undskyldning ;-).
Nedtællingen er nu i gang: 26, 27, 28, 29 og endeligt 30 km. Endnu et meget vigtigt delmål. Man plejer at sige, at kan man holde til 30 km, kan man også holde hjem – jeg tror det er rigtigt. Personligt er det dog 32 km der er den vigtige grænse for mig fordi der så er mindre end 10km til mål. Og 10km er jo ingenting når man træner … vel ? Ved 27 km ser jeg min familie stå og vinke – lige ved Tuilerierne – jeg skal hilse og sige at det også er noget der virkeligt giver et spark. At blive mødt med kendte ansigter – når ens 4 årige søn (der dog ikke nåede at se sin far passere) og kæreste står og vinker og filmer. Opbakning fra ens nærmeste betyder ganske enkelt alt og her kan det mærkes fysisk! Iøvrigt kan et sådant løb slet ikke lade sig gøre uden opbakning fra familien undervejs i løbet af træningen.
30 km nås lige inden Eiffeltårnet passeres. Det står godt nok på den anden side af Seinen, men er rigeligt stort til at man har kunnet se det de sidste 5 km. Det sidste stykke langs Seinen er ikke så spændende – bortset fra, at de føromtalte 32 km nås undervejs. Vi ser Nyborg GIF igen og en herre med et meget flot Dannebrog på ryggen – rart at se at der er flere danskere der holder fanen højt. *Nu* holder den sgu’ hjem … tror jeg. Det er hårdt – benene er ved at være godt stive og vejrtrækningen bliver efterhånden noget det kan betale sig at tænke over – men stadig ingen alvorlige skvanker. Nu kan det lade sig gøre på viljestyrken. Mærker intet til ”muren” selvom det er omkring her kroppen begynder at skifte fra sukker til fedtforbrænding.
Ny energi gør det faktisk muligt at øge hastigheden – jeg tror de 4:00 er i sigte! Medløberne begynder at falde fra. Det skal lige siges at min fabelagtige medløber løb fra mig allerede ved 26km, men det gjorde nu ikke så meget, så kan jeg bedre koncentrere mig om mit eget løb.
Vi er nu inde i Bois de Bologne og Periferiquen på vestsiden er passeret – fantastisk! Vi har nu løbet på tværs af Paris … 2 gange!
Skoven herude er heller ikke så spændende, men det er også lige meget. Nu er hastigheden øget, svagt, men dog øget og målet er i sigte. Efter lidt fjollen rundt i skoven krydses 40km skiltet – mere forplejning, men hvem har tid til det på det her tidspunkt med sub 4:00 i sigte! Den holder hjem!
En sidste ”spurt” rundt i svinget ved den store rundkørsel og op ad Avenue Foch bringer os, mig, i mål i en rus af adrenalin eller hvad det nu er. Det prikker i hele kroppen og føles helt perfekt – fantastisk oplevelse! Tiden blev 3:57:06 – lige i øjet på trods af problemer undervejs i træningen. En perfekt afslutning på et meget flot løb der viste sig at have været væsentligt bedre planlagt end det så ud til på overfladen. Jeg møder min medløber igen i det fuldstændigt kaotiske målområde – hun gennemførte på 3:54 – et fantastisk flot resultat! Endnu en bekræftelse af, at planlægningen og træningen har fungeret rigtig godt.
Nu skal vi hjem og have et varmt bad og så i byen til først en stor fadøl og i aften på en rigtig god restaurant og have champagne og Østers! Det er i hvert fald fortjent.
Vi har fået en stor medalje som skal indgraveres med navn og tid til evigt minde om den gang far, farfar osv. løb et fantastisk løb i Paris – bare vent I skal nok blive trætte af at høre historien – for jeg gør ikke :-) Flot arrangement, flot vejr, fantastisk opbakning fra tilskuerne og tak til alle medløberne, især dem fra Danmark. Nu må vi alle kalde os for "Maratoniens"
Abonner på:
Opslag (Atom)